På skolen her er vi indstillet på at forhindre mobning mest muligt. Vi ønsker at løse problemerne i fællesskab med elever og forældre.
Vi vil gøre op med de forældede opfattelser af mobning, som fx når nogen har den mening, ’at mobning er en del af det at blive voksen’, og ’mobning skader ikke, men hjælper børnene med at blive voksen’ osv.
Når mobning forekommer, skal det tydeligt vises fra lærernes side, at det er uacceptabelt og må ophøre. Selv om det er svært at definere, hvad mobning er, vil vi her på skolen alligevel gøre et forsøg. Vi mener, at en indkredsning af ordet mobning er nødvendig, og en såkaldt ’bagatelgrænse’ er på sin plads, således at helt banale ting som små uheld mellem eleverne ikke anses for mobning.
Selve mobningen opstår som regel i et forhold barn og barn imellem, eller et barn og en gruppe af børn og er karakteristisk ved at være pinefuld og nedværdigende for det barn, det går ud over.
Mobning kan være:
·         Verbalt                    (fx at blive kaldt øgenavne)
·         Socialt                     (fx at blive holdt udenfor)
·         Materielt                  (fx at få sine ejendele ødelagt)
·         Psykisk                    (fx at blive truet eller tvunget til at gøre noget)
·         Fysisk                      (fx at blive slået eller sparket)
Skolen har sat sig som mål at fjerne eller reducere mobningsproblemer i skolen. Det gøres bedst ved at skabe gode kammeratskabsrelationer i skolen og gøre det muligt for mobbede og mobbende elever at trives bedre i og uden for skolemiljøet.
For de mobbede elever skal det bl.a. vise sig ved større tryghed og øget selvtillid, og ved at de føler sig afholdt af nogen af deres kammerater. For mobbernes vedkommende gælder det om at dæmpe deres fjendtlige og negative opførsel, samtidig med at deres positive sider styrkes. På lærermøder behandles sager omkring mobning, og her finder lærerne ud af, hvilke ting, der skal iværksættes for at løse problemerne.
På elevrådsmøderne inddrages elevrådet i arbejdet mod mobning, hvorved eleverne selv får medindflydelse på deres egen hverdag ved fx at tage problemerne med mobning op i de forskellige klasser, når der er behov for det. En sidste vigtig ting er, at forældrene er opmærksomme på mobningsproblemer og gør skolen opmærksom på det, sådan at problemerne hurtigt kommer frem i lyset. Her gælder som i så mange andre forhold, at en hurtig indsats kan gøre underværker. I de svære sager er det også helt naturligt at inddrage forældrene til de respektive børn i samtalerne.